Om Mie

 

 

Mit navn er Mie, og jeg brænder for at hjælpe andre til at få et mere afslappet forhold til mad og slippe for dårlig samvittighed eller skamfølelse over den mad vi spiser. Jeg har altid haft en stor interesse for hvordan vores tanker og følelser hænger sammen med vores spisevaner og vores hverdag. Derfor er jeg uddannet kostvejleder med speciale i vægttab, og har derudover deltaget i en masse kurser og foredrag omkring ernæring og sundhed. Som kostvejleder guider jeg til hvordan man navigerer rundt i helt almindelig mad, så der er plads til både at leve livet og samtidig nyde livet uden at føle madstress eller dårlig samvittighed. Ved brug af mentale værktøjer vejleder jeg folk til at optimere deres madvaner til en bedre udgave, hvilket sker i form af at implementere nogle sundere vaner i hverdagen, der danner rammerne for en sundere livsstil. 

Begrebet “sundhed” betyder for mig, at det sunde og det usunde kan kombineres, og at der er en naturlig balance mellem disse to. I mine øjne skal der i en sund livsstil også være plads til en hindbærsnitte eller en ekstra klat bearnaisesauce, hvis det er det man har lyst til. Der skal være plads til at nyde livet uden konstante bekymringer om det vi spiser. Ingen mad er forkert at spise – det handler blot om mængden.

Min interesse for at hjælpe andre mennesker opstod, da jeg selv ville tabe mig. Førhen har jeg selv afprøvet diverse slankekure, men intet gav mig resultater i den lange ende. Den der tankegang "på mandag starter jeg på kur" blev altid hængende i baghovedet, fordi jeg aldrig rigtig følte mig tilpas. Jeg har gennem årene fundet ud af hvor stor en betydning selve den mentale del har i et vægttab, og hvorfor det er vigtigt at finde ind til kernen af problemet. Lige netop denne årsag blev min drivkraft og motivation til at kunne hjælpe andre. På baggrund af henholdsvis egen erfaring og erhvervserfaring har jeg dannet mig et kendskab til hvordan tanker og følelser påvirker vores forhold til mad. Jeg har selv gået vejen og tabt en masse kg, og netop derfor vil jeg rigtig give den hjælp, som jeg selv manglede da jeg stod i samme situation!