Latterlige myter om sundhed

Oprettet d.

Latterlige myter om sundhed

Der findes så mange sundhedsmyter derude - mange af dem skaber faktisk mere forvirring end klarhed! Rigtig mange af de gode råd modsiger endda sig selv, hvilket bare gør det endnu mere forvirrende og umuligt at leve op til. Sundhedmyter eller "gode råd" er som oftest formidlet med den bedste intention - det er altså de færreste, der bevidst vil skade dig eller forvirre dig. Det er vigtigt at huske på. Mange af myterne læser man om i dameblade, ser i fjernsynet eller læser om på de sociale medier. Ja, og så er der de der råd, som man får fra den irriterende kollega eller søsters veninde, der tror hun ved alt indenfor helsekost og superfood. Der findes et utal af latterlige myter om sundhed, som faktisk skader mere end de gavner. Det er mega svært at leve op til alle de gode råd og anbefalinger, der er om sundhed - specielt når en stor andel af dem er noget værre fis. Her er bare et udpluk af nogle tilfælde latterlige sundhedsmyter, som du sagtens kan se bort fra.  

 

Gad vide hvor mange chili cheese tops fra McDonalds, der skal til før man "lever længere"? 

 

Denne frugt skal du spise hver dag, hvis du vil tabe dig

Der er altså ikke nogen bestemt frugt, man kan spise for at tabe sig. Der er i det hele taget ikke noget mad, der hverken feder eller slanker. Hvis du skal tabe dig handler det groft sagt om at være i kalorieunderskud - intet andet. Så er det sådan set ligemeget om dine kalorier kommer fra kikærter og grønne salater eller frysepizza - så længe du er i kalorieunderskud, vil du tabe dig.

Spis chili, og du vil leve længere

Altså... det kan godt være at der er nogle madvarer, der sparker mere røv end andre, men hvis det her i al sin enkelhed var sandt, tænker jeg at Nyhederne og diverse andre medier havde råbt dette ud til hele verdensbefolkningen og befalet at alle skulle spise en vis mængde chili, så vi alle kunne leve længere. Desuden kan man jo undre sig over hvor stor en mængde chili, der skal til? Og hvordan kan man nogensinde bevise at en lang levetid skyldes lige akkurat chili? Gad vide hvor mange chili cheese tops fra McDonalds, der skal til før man "lever længere"? ;)

Vælg den fede mælk og bliv slank

At du går efter en specifik fødevare vil ikke give dig forspring i forhold til dit vægttab. Du kan godt tabe dig og blive slank, men det har intet at gøre med at du vælger den fede mælk - det handler om kalorieunderskud. 

Fed ost feder ikke

Ej, men altså. Klip til første sundhedsmyte. Der er ikke noget mad, der hverken feder eller slanker. Hold nu op.

Ristet brød er sundere

Ja, der sker nogle kemiske processer undervejs i tilberedningen af mad, men for at forsimple det lidt: det er sundest at spise din mad sådan som du kan lide den. På den måde er der større nydelse.

Spis på disse tidspunkter og bliv sundere

I al sin enkelhed er der ikke nogle tidspunkter på døgnet, der gør dig sundere, slankere, højere, kortere, tykkere, tyndere. Altså som i overhovedet ikke. Det samme gælder i øvrigt vandrefortællingen om at alt, du spiser efter klokken 18, sætter sig om natten. Det passer så heller ikke. Der er de samme kalorier i en flødebolle uanset om du spiser den klokken 13 eller klokken 18. Du tager ikke på af at spise efter klokken 18 - du tager på af at være i kalorieoverskud.

Det er usundt at spise mellemmåltider

Hvorfor?
Andre myter påstår at du skal holde forbrændingen i gang, og derfor bør du spise mellem 5-6 måltider dagligt. Kan du se vildledningen? Det er praktisk talt umuligt at efterleve alle de gode råd, og da endnu sværere hvis de (som i dette tilfælde) fuldstændig modsiger hinanden.