5 sundhedsmyter

Oprettet d.

5 sundhedsmyter

Vi hører nærmest dagligt nye ideer eller trends om hvad der er sundt for dig og din krop. Faktisk bliver vi bombarderet med så mange tips og ideer, at man ikke kan undgå at blive snotforvirret og sidde tilbage med en utilstrækkelig følelse af "hvad pokker gør jeg galt?"

Jeg har derfor samlet 5 sundhedsmyter, som jeg gerne vil aflive nu og her. Så er du da et skridt nærmere!

1. Du skal veje dig i et vægttab

En vægt behøver overhovedet ikke være en del af dit vægttab. Du kan sagtens tabe dig uden at have den fjerneste anelse om hvad der står på din badevægt. Hvis du ikke ønsker fokus på badevægten kan du altid bruge et par jeans til at holde øje med om der sker forandringer i din kropsstørrelse - på den måde kan du nemlig sammenligne med hvor stramt/løst bukserne engang sad i forhold til nu. 

2. Slankende mad

Der er ikke noget mad, der slanker mere end andet. Drop den illusion. Alt i alt handler et vægttab om at spise mindre mad end din krop reelt set har behov for, og så er det faktisk underordnet hvad for en mad du spiser. Selvfølgelig har nogle madvarer en del flere kalorier i sig end andre, men det gør dem ikke til slanke-mad. Så den der tankegang med at "broccoli slanker" kan du ligeså godt pakke væk. Du kan sagtens spise en flødebolle i ny og næ selvom du er i gang med et vægttab. 

3. Det feder, hvis du spiser efter kl 19

Som nævnt i ovenstående punkt handler et vægttab i bund og grund om at spise mindre mad end din krop har behov for. Det er irrelevant hvornår på dagen du spiser maden set i forhold til et vægttab - så længe du ikke spiser mere end din krop har behov for. Der er dog visse fordele ved at fordele måltiderne udover hele dagen fremfor at spise alle kalorierne i et eneste måltid - dels fordi det er mere praktisk i mange sammenhænge, men også fordi du nok bliver sulten igen på et tidspunkt.

4. Mandler er usunde, fordi de indeholder mange kalorier

Mandler er en af de madvarer, der er meget kalorieholdige - derfor gør du klogt i at holde lidt øje med hvor stor en mængde du spiser. Mandler er altså ikke usunde, fordi de indeholder en del kalorier - du skal blot være lidt opmærksom på selve mængden du spiser, da du hurtigt kan ende ud med at ha' spist for 500 kcal i mandler, hvilket nemt kan give et kalorieOVERSKUD set over en hel dag. Kalorieoverskud = tage på i vægt - derfor er der blevet dannet denne overbevisning om at mandler er usunde, mandler feder og mandler skal man holde sig langt fra, hvis man vil tabe sig. Det er super ærgerligt.

5. Rugbrød er usundt

I det hele taget er der kommet et meget negativt syn på kulhydrater (stivelse) sådan generelt. Mange har en ide om at pasta, havregryn, brød, ris og kartofler er bandlyst, hvis man gerne vil tabe sig. Glem ikke de gode kostfibre, der holder gang i maven og fordøjelsen. Glem ikke den gode mæthed. Rugbrød er ikke usundt. Rugbrød feder ikke. Rugbrød er ikke farligt.